Hos Rederiet Norden er der glæde over, at selskabet klarede skærene i 2009, som var præget af krisestemning og kreditproblemer på verdensmarkedet.
Norden leverede et driftsresultat (EBIT) på 157 mio. dollar og havde på forhånd lovet et EBIT på 150-160 mio. dollar.
- At forrente egenkapitalen med 12,4 pct. i et år, som vi gik igennem i 2009, er jeg rigtig, rigtig godt tilfreds med. Verdenshandlen faldt, fragtraterne dykkede og mange lande havde negativ vækst, siger selskabets topchef, Carsten Mortensen, der er glad for at kunne levere et EBIT i den høje ende af selskabets udmeldte spænd.
Derudover er Norden-chefen godt tilfreds med, at selskabet kan uddele en god pose penge til aktionærerne.
- Det glæder mig meget, at bestyrelsen nu indstiller et udbytte på 300 mio. danske kr. Det betyder, at vi over en toårig periode har udloddet 900 mio. kr. til vores aktionærer. Så aktionærerne mærker faktisk også, at vi klarede skærene i 2009, siger Carsten Mortensen.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )
|